Lige meget hvor du går hen, er du der (boganmeldelse)

Wherever you go, there you are, er titlen på en af de mest udbredte og anerkendte bøger om mindfulness, skrevet af John Kabat-Zinn, og har været afgørende for disciplinens udbredelse i Vesten. Den er et slags manifest, som beskriver ånden hvormed udøveren bedst praktiserer mindfulness i sin hverdag.

I dette indlæg vil jeg ikke lave en anmeldelse af bogen i traditionel forstand, men snarere uddybe en af bogens hovedpointer, som jeg mener har stor relevans for samtidens samfund, og som måske forklarer den lidt kryptiske titel.

Som de fleste sikkert ved, er mindfulness en samling af selvhjælpsteknikker, som oprinder fra den buddhistiske tradition, og udgøres primært af meditation, vejrtrækningsøvelser og selvobservationsteknikker.

Et nøgletema i den buddhistiske filosofi er desuden den lidelse som uløseligt hænger sammen med den menneskelige tilværelse, og selvom at mindfulness forsøger at afskærme sig fra de spirituelle aspekter af buddhismen, kan mindfulness stadig være en hjælp til at adressere netop denne lidelse.

På trods af at vi i Vesten ikke er skolet til hæfte os ved de mange lidelser mennesket må gennemgå i sit liv, er vi alle ganske indforstået med at de forekommer. Alle oplever stress, smerte, sorg, utilstrækkelighed, afvisning og andre mindre rare følelser til tider, men ifølge Kabat-Zinn er en af vores største problemer, vores tendens til altid at tænke løsningsorienteret omkring dem – selv i situationer hvor der ikke findes en endegyldig løsning.

Nogle gange er livet bare svært, og det vil aldrig ændre sig uanset hvor vi befinder os i det sociale hieraki. Mange tænker at de vil kunne slippe fra deres problemer, hvis bare de kunne flytte til en sydhavsø, fylde medicinskabet med dulmende substanser eller vinde i Lotto.

Men pointen er, at de af vores problemer som starter inde i os selv, altid vil følge med os “lige meget hvor vi går hen”.

Med mindfulness kan vi muligvis få lov at kigge nærmere på tingenes tilstand via introspektion og behandle rødderne til vores lidelser – lige nu og her.

I Danmark har de fleste det meget nemt, målt på materialistiske parametrer, set i forhold til resten af verden, og derfor burde det være muligt for de fleste af os at trives, hvis vi blot taklede vores indre lidelser, ved rent faktisk at kigge indad.

Jeg siger ikke at noget af dette vil være nemt for nogen af os.

Jeg siger bare, at der er en tydelig tendens i vores samfund til at tro, at man kan betale sig fra alle sine bekymringer, og for mange starter dette en uendelig købsspiral da det aldrig rigtig løser problemet. Det dulmer kun visse følelser midlertidigt.

Lige meget hvor vi går hen, vil vi altid være der, og derfor nytter det ikke at flygte fra sine lidelser. Man bør i stedet sætte sig i fred, udvise mod og håndtere sit liv her og nu.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *