Når sundhed bliver en besættelse

Der er ikke blevet skrevet på bloggen i meget lang tid, ofte tænker jeg at den bare burde blive slettet. Hvorfor? Fordi jeg ikke længere kan identificere mig selv med Sundhedsnørden.

Da jeg startede denne blog, var jeg en utvivlsomt en sundhedsnørd, jeg levede og åndede sundhed. Troede jeg! Jeg tænkte det var fedt at dele alle mulige råd og tanker om mad og træning med alle andre sundhedsentusiaster, men som årene gik, ændrede indholdet sig mere og mere og mest af alt forsøgte jeg at komme væk fra hele den idé om at skulle give andre sundhedsRÅD.

Jeg sad forleden og talte med en ven om min personlige udvikling på sundhedsfronten. Han fortalte mig at han længe havde tænkt, at min entusiasme omkring sundhed tidligere, havde føltes som om en socialt accepteret spiseforstyrrelse. Det er fuldstændigt legitimt at gå meget op i hvad man spiser og træning, det kan næsten føles som om der ligger en form for social status i “at være sådan en, der går op i sundhed”.

Problemet er at folk omkring en sjældent ser skyggesiden af “at være så sund”.

Min ven havde fuldstændig ret og jeg ser det bedre og mere klart nu end nogensinde før. Jeg blev mere og mere besat af tanken om de mindste detaljer i at optimere min sundhed, så besat at det stoppede med at være sjovt for meget lang tid siden.

Jeg begyndte sådan rigtigt min sundhedsrejse da jeg startede på min uddannelse i “Ernæring og Sundhed”, hvor jeg startede med at spise Palæo, så blev det LCHF Palæo, næst vegetarisk LCHF palæo, så vegansk, hvor det i den periode jeg var i Thailand blev LCHF raw vegansk. Alt dette på samme tid med at jeg skulle træne, mens jeg intermittent fastede og iøvrigt skulle træne på de mest “effektive måder”. Jeg var besat af at være den sundeste version af mig selv, og samtidig fik jeg at vide, hvor flot det var at jeg havde så meget viljestyrke og selvdisciplin, hvilket virkede som brænde på et bål.

Min pointe er ikke at det nødvendigvis er usundt at spise på nogen af de måder eller at træne meget, men det var det for mig! For jeg var skrækslagen for at være usund og bange for store kategorier af madvarer, som jeg fravalgte eller havde mega dårlig samvittighed over at spise, mens jeg desperat søgte online ekkokamre, som kunne bekræfte mig i at jeg havde ret i hvad jeg lavede.

Nu står jeg på den anden side af alle de kostretninger, og er en hel masse erfaringer rigere, men har også brugt utrolig meget energi på at få et mere normalt forhold til mad og motion igen. Jeg er der ikke 100% endnu, der er stadig dage, hvor tankerne dukker op, men jeg arbejder på det.

Det sværeste er nu, hvilket billede folk omkring mig har af hvilken slags person jeg er. Jeg kan ikke bebrejde andre end mig selv, men det gør det ikke mindre svært. Jeg er, for de fleste i min omgangskreds, hende der går vanvittigt meget op i sin sundhed, hende man lige skriver til inden hun skal på besøg for at høre hvad hun NU ikke spiser, hende man ikke inviterer på kage eller spiser slik med, hende man ikke gider at træne med fordi man er sikker på at blive dømt, osv.

Som min ven sagde, selvom det er en social accepteret spiseforstyrrelse, er det ikke socialt accepteret at tale højt om de negative sider af den. Det gør det svært for mig nu, for hvad fanden siger man til folk, når de står helt paf, fordi man siger man spiser almindelig brød, helt hvidt sukker, aspartam, kød og alt det som man ikke spiste før?

 

 

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *